59 43 11 01

Tilbage


HELT NY MAZDA3

- JAPANSK ÆSTETIK PÅ FIRE HJUL


Ny Mazda3 vist på Los Angeles Auto Show


Mazda Motor Danmark, 28. november 2018. En helt ny Mazda3 har netop haft verdenspremiere på Los Angeles Auto Show. Dermed er sløret løftet for den første bil i en helt ny generation af biler fra Mazda. Den nye generation udmærker sig især ved et meget rent design med fokus på japansk æstetik, helt nye tekniske løsninger, et omfattende sikkerhedsudstyr og et generelt meget højt niveau, når det gælder kvalitet og finish, køreegenskaber og komfort. Den nye Mazda3 introduceres i Danmark i foråret 2019.

Designet med japansk æstetik
Med den nye Mazda3 indleder Mazda en ny æra med en videreudvikling af sin designfilosofi ”KODO – Soul of Motion” med større fokus på den japanske enkelhed og æstetik. I stedet for at tilføre nye elementer har Mazdas designere valgt at reducere antallet af linjer og kanter for at skabe en mere harmonisk enhed. Det er i højere grad end før samspillet mellem lys og skygge, der kommer til at definere formen. Med det udgangspunkt har Mazda skabt to karrosserivarianter, en dynamisk 5-dørs hatchback og en elegant 4-dørs sedan med hver deres unikke udtryk.

Spændende, ny teknik
Mazda3 er den første bil, der er baseret på en helt ny teknisk basis kaldet ”Skyactiv Vehicle Architecture”. Den er udviklet til at give et perfekt kompromis mellem dynamik og komfort, stor passiv sikkerhed og et meget lavt støjniveau. Motorprogrammet kommer til at består af to forskellige 2.0-liters benzinmotorer, SKYACTIV-G og SKYACTIV-X, samt en 1.8-liters dieselmotor, SKYACTIV-D. SKYACTIV-X er en unik og helt nyudviklet motorkonstruktion med et forbrændingspricip, som Mazda har valgt at kalde SPCCI (Spark Plug Controlled Compression Ignition). Med denne motor kombinerer Mazda fordelene ved en benzinmotor og en dieselmotor. Både SKYACTIV-G og SKYACTIV-X udstyres med et nyt M Hybrid system.

Sikkerhed på højt niveau
Den passive sikkerhed i den nye Mazda3 er blandt andet tilgodeset i konstruktionen af karrosseriet, der har en kraftigt øget andel af ultrahøjstyrkestål i forhold til den tidligere model. Derudover bliver en lang række nye og kendte sikkerhedssystemer tilgængelige til Mazda3. Hvor mange af dem, der bliver standard, afsløres først senere, men det ligger fast, at Mazda også på dette punkt sigter højt med den nye Mazda3.

Køreglæde og komfort
Den nye Mazda3 ville ikke være en rigtig Mazda, hvis ikke den havde fremragende køreegenskaber og var en fornøjelse at sidde bag rattet i. Det er selvfølgelig overført til og endda yderligere udbygget i den nye model, men Mazda har også gjort sig store anstrengelser for at gøre Mazda3 meget komfortabel og støjsvag for alle passagerer i bilen. Interiøret har i lighed med det udvendige design rene og enkle linjer, og de anvendte materialer er bløde og lækre at røre ved.

Dansk introduktion i foråret 2019
Den danske introduktion af den nye Mazda3 finder sted i foråret 2019, og når vi begyndet at nærme os det tidspunkt, vil flere informationer om tekniske data, standard- og ekstraudstyr samt priser blive tilgængelige.

Læs mere

Kontakt mig