Tekst og foto: Kirsten Holm, kih@bin2bil.dk
Mazda MX-5 Kazari byder dig indenfor i en verden af fart, stil og rendyrket køreglæde. Bilen er ikke bare et transportmiddel, men en livsstil, der får pulsen op og smilet frem hos enhver bilentusiast.
Under den elegant formede motorhjelm finder du en kraftfuld 2,0 liters SKYACTIV-G-motor. Den avancerede motor yder imponerende 184 hestekræfter og leverer momentet med utrolig præcision. MX-5 Kazari accelererer fra 0-100 km/t på kun 6,5 sekunder og fortsætter med at levere en silkeblød kørsel med en topfart på 219 km/t.
MX-5 Kazari er som skabt til at danse gennem svingene. Den lave vægtfordeling og præcise styring gør det muligt for dig som fører at føle dig i ét med bilen og vejen. Uanset om du cruiser langs kystvejen eller kaster dig ind i skarpe kurver på en bjergvej, vil MX-5 Kazari give dig en dynamisk og engagerende køreoplevelse, der næsten føles som en forlængelse af din egen krop.
Med Mazda MX-5 blev grundstenen til Mazdas ‘Jinba Ittai’ filosofi grundlagt. Det japanske udtryk betyder ‘hest og rytter i én’ og henviser til det tætte samarbejde der er mellem chauffør og bil i den sportslige roadster.
Inde i MX-5 Kazari bliver du mødt af en cockpit, der er designet med føreren i fokus. Høj kvalitet og komfort præger interiøret, hvor læderbeklædte, terrakottafarvede sæder omfavner dig.
Den avancerede infotainmentenhed giver dig adgang til navigation, musikstreaming og integreret stemmestyring, så du kan nyde kørslen uden afbrydelser.
MX-5 Kazari er en roadster, der kan slippe din indre livsnyder løs. Med et enkelt tryk på en knap folder den elektriske tagkonstruktion sig ned, og du bliver mødt af en åben himmel og en verden fuld af muligheder.
Roadsteren har 34 år på bagen. Der er solgt over en million på globalt plan, hvilket gør den til verdens bedst sælgende roadster. Og så er den udkommet i mere end 50 special editions.
MX-5 står for ‘Mazda Experimental’ og femtallet repræsenterer det givne modelnummer.
Kært barn har mange navne og Mazda MX-5 hedder ikke det samme i hele verden. I Japan går den under navnet ‘Eunos’, i Canada ‘Mazda MX-5 Miata’ og i USA ‘Mazda Miata’.
MX-5 Kazari er en fryd for øjet. Mazda har formået at bevare de tidløse linjer og proportioner, der har gjort MX-5-serien ikonisk, samtidig med at de tilføjer et strejf af ekstravagance og elegance.
De slanke LED-forlygter og det aggressive frontgitter signalerer, at roadsteren ikke er til søndagskørsel med blød hat.
Det var den amerikanske motorjournalist, Bob Hall, der i 1979 pitchede ideen om en to-sæders roadster til Mazda. Normalt er japanerne ikke så nemme at påvirke, men det faktum, at Bob Hall mestrede japansk, har fået dem til at slå ørerne ud.